Jeg har i de sidste måneder læst "Verdens Bedste Kulturpolitik?". Det er et tiltrængt referenceværk for feltet. Et af de spørgsmål bogen stiller skarpt er, hvad der egentlig begrunder kulturpolitiske prioriteringer.
Trine Bille Hansen bidrager i et kapitel om målsætninger og evidens med en velformuleret kritik af eksisterende kulturpolitisk tænkning: der er underskud i kulturpolitikkens brug af evidens, og "alt kultur er godt" er ikke et tilstrækkeligt grundlag for prioritering. Det er et synspunkt, jeg deler. Kapitlet læner sig dog mod en kausal forståelse af virkning, som jeg ikke er sikker på har tilstrækkelig forklaringskraft. Det er min overbevisning, at en forenklet årsag-virkningskæde står i vejen for egentlig indsigt i effekten af kulturpolitiske tiltag.
I de seneste måneder har jeg haft lejlighed til at tale med flere kulturchefer og kulturledere på det kommunale område, og det, der slår mig, er den dynamik og forandringshastighed, de beskriver. De kulturpolitiske ændringer, der sker, er ikke et resultat af enkeltstående beslutninger, men et resultat af større samfundsmæssige og institutionelle bevægelser. Det siger mig, at kulturpolitik i stort omfang sker ved at skabe muligheder for ændringer, og at ændringerne i sig selv ofte bestemmes af tilstødende områder eller andre eksterne faktorer.
Hvis vi skal have et præcist udgangspunkt for, hvordan kulturpolitik faktisk skabes og har impact, tror jeg vi må tale om kulturpolitiske mulighedsrum. Et mulighedsrum er summen af de rammer, den kapacitet og de incitamenter, der skal være til stede, for at en kulturpolitisk ambition kan realiseres i praksis. At pege på "publikumsudvikling", "børnekultur" eller "public service" og sende ressourcer eller lovgivning i retning af sådanne ønsker, er ikke i sig selv nogen garanti for, at ambitionerne realiseres. Det gælder selv, når der eksisterer evidens for relevans og mulig impact. Dels er området alt for komplekst til at forstå som resultat af kausale og enstrengede dynamikker, dels er der altid eksterne afhængigheder, der betinger, hvad kulturpolitik overhovedet kan udrette.
Et kulturpolitisk mulighedsrum stiller andre spørgsmål end en kausalmodel. Ikke: hvad er effekten? Men: hvad skal være til stede, for at borgere gives mulighed for at vælge tilbuddet til? Det gør institutionel kapacitet til et legitimt mål i sig selv: der skal aktører, netværk og kompetencer på plads, inden en ambition kan slå rod i praksis. Og det åbner for en mere situeret forståelse af kvalitet og kvantitet, tilpasset et konkret mulighedsrum. Ikke mindst placerer det publikum og kulturbrugere som aktive deltagere frem for passive modtagere.
At arbejde med kulturpolitiske mulighedsrum understøtter både høje ambitioner og skarp prioritering. Og det er en model, som jeg tror giver politikere, forvaltere og kulturledere et solidt udgangspunkt for at diskutere, hvad kulturpolitik faktisk kan, og hvad det kræver at opnå ønskede resultater.
Kommentarer