Efter at være vendt tilbage til Danmark, er Kulturmonitor blevet et af de steder, jeg følger for at holde mig orienteret om kulturlivet. I sidste uge pegede to artikler, på hver deres måde, på den samme problematik: kunstneres arbejdsvilkår og trivsel (links i kommentarfeltet).
I et debatindlæg argumenterede et forskerhold for, at undersøgelsen When Music Speaks bør “nuanceres”. Det er den første større kortlægning af danske freelancemusikeres arbejdsmiljø, men forskerne advarer mod at “forveksle lidenskab med lidelse”. De fremhæver, at kreativt arbejde naturligt rummer tvivl, uro og følelsesmæssig intensitet, og at dette ikke nødvendigvis er tegn på mistrivsel.
Den psykologiserende vinkel kommer imidlertid til at skygge for det, som både rapporten og årtiers kulturforskning understreger: vilkårene, som freelancemusikere arbejder under, er præget af økonomisk usikkerhed, fragmentering, manglende strukturer og en markant individualisering af ansvar. When Music Speaks dokumenterer, at økonomisk stress, ensomhed og uigennemsigtige arbejdsforhold er blandt de stærkeste forklaringer på de forhøjede niveauer af angst, depressive symptomer og lav livstilfredshed. Det er rammerne omkring arbejdet, der skaber belastningen – ikke et særligt “kunstnertemperament”.
Derfor var den anden store historie på Kulturmonitor samme uge så sigende. Opera Hedeland tilbyder professionelle korsangere 16.000 kr. for fire forestillinger og en rådighedsperiode på omkring en måned uden feriepenge, uden pension og uden klare aftaler om reel arbejdstid. For insidere kommer sagen næppe som en overraskelse, men måske har branchen nået et smertepunkt? Skuespillerforbundets Jakob Fauerby udtalte: “Kunstnere må igen og igen acceptere urimelige vilkår, selv i projekter der lever af offentlige penge.” Han pegede videre på, at kulturlivet opererer med forhold, der i andre offentligt finansierede områder ville være helt uacceptable.
Hedeland-sagen viser med al ønskelig tydelighed, at mistrivsel ikke opstår i et tomrum. Når kunstnere skal bygge deres arbejdsliv på usikre indtægter, uklare kontrakter og asymmetriske ansættelsesforhold, opstår der et pres, som hverken kan forklares med temperament eller “lidenskab”.
I den forbindelse er et nyt irsk initiativ bemærkelsesværdigt. Den irske regering har besluttet at gøre deres Basic Income for the Arts permanent fra 2026. Ordningen giver 2.000 kunstnere ca. 10.000 kr. om måneden, og evalueringerne taler sit tydelige sprog: Modtagerne er mere produktive, oplever mindre økonomisk stress og rapporterer færre symptomer på angst og depression. Samtidig viser regeringens egen cost–benefit-analyse, at hver investeret euro skaber 1,39 euro i samfundsværdi.
Når den økonomiske usikkerhed mindskes, stiger både trivsel og kvalitet. Hvis vi vil skabe bedre arbejdsvilkår for kunstnere, må vi starte med at anerkende branchens strukturelle problemer og at rimelige vilkår ikke er en luksus, men en forudsætning for et bæredygtigt kunst- og kulturliv.
Kommentarer